Fog & Venø: Populære akustikpaneler i eksklusive, træfinerede plader
Træ er essentielt for produktet – og miljøet
FOG & VENØ´s akustikpaneler består af en bagside lavet af recyclet PET/polyester, hvorpå der er monteret trælameller, som leveres af Riisfort i plader, der saves til lameller i produktionen.
Da FOG & VENØ A/S kan producere hele 80 forskellige produkter bruges flere forskellige træsorter – primært valnød- og egetræsplader. Lamellerne fås dog også med linoleum og laminat.
Alle akustikpaneler i træ er FSC-certificeret træ, og træ er et af de kerneområder, vi arbejder med, forklarer Tom Venø Nielsen:
– Træ er et fantastisk produkt at arbejde med, og vores kompetencer knytter sig især til indkøb og bearbejdning af træplader. Træ er desuden fremtidens byggeklods – det bæredygtige element, der kan gro op igen modsat for eksempel beton.
Det har også betydning for bundlinjen, da miljøcertificerede produkter har bedre chancer for at blive valgt til større byggeprojekter, som i stigende grad skal rapportere på byggeriers samlede CO2-udledning.
– Da vi producerer omkring 2000 akustikpaneler i døgnet på fabrikken i Aulum, er det vigtigt at kunne skaffe den rette mængde træplader og i den rette kvalitet. Og her er Riisfort en god hjælp. Når den nye fabrik står færdig, er der plads til, at vi kan øge kapaciteten med 300 procent i forhold til nuværende produktion, siger han.
Et hul i markedet
Karl Frank Venø Nielsen havde tilsyneladende spottet et behov hos slutforbrugeren:
– Der har altid været et behov for akustikregulering, men der har ikke været et æstetisk flot produkt på markedet. Vores akustikpaneler er både billige, nemme at montere og æstetikken er på plads. Vi har været heldige at ramme et enormt behov i markedet, og så er det godt, at Riisfort kan levere de fornødne materialer, siger Tom Venø Nielsen og fortsætter:
– Vi har handlet med Riisfort i 30 år gennem HORN Bordplader, så det var naturligt at tage fat i Riisfort.