Ring +45 87 47 70 20 (Man-tors 7.30 til 16.00, fre 7.30 til 14.00)

Haugstad: Riisfort sikrer materialer af høj kvalitet

Den norske møbelproducent Haugstad Møbel designer og producerer møbler af høj kvalitet, hvilket Riisfort er med til at sikre med produkter fra Swiss Krono.
Syd for Stavanger ligger møbelproducenten Haugstad og dens fabrik. I mere end 70 år har de produceret møbler til indretning af kontorer, køkkener, sundhedshuse, skoler og børnehaver – blandt andet borde, skabe, reoler, garderober, caféindretning og receptioner. Alle Haugstads møbler sælges via samarbejdspartnere – primært til det norske marked, men de har også kunder i de andre skandinaviske lande.
 
Haugstad leverer også specialdesignede løsninger, som kan tilpasses arkitekter og interiørdesigneres ønsker.
– Vores fabrik har fokus på design og serier, som ligger i spændingsfeltet mellem solidt håndværk og moderne design, fortæller Morten Siqveland, administrationschef, og Steinar Gulaker, adm. direktør i Haugstad.

Kvalitet frem for alt

For Haugstad Møbel er det afgørende at producere møbler, der er af høj kvalitet, og som har en lang holdbarhed. Til at sikre dette leverer Riisfort melaminplader fra schweiziske Swiss Krono. Det understøtter designet, som er et nordisk udtryk med stilrene nuancer som hvid, sort, lys- og mellemgrå samt træ-dekorer.
– Vi vægter kvalitet højt og vil ikke gå på kompromis. Vi har tidligere prøvet med melaminplader fra andre producenter, men her var et svind på 50 procent, hvilket vi ikke var tilfredse med, lyder det fra Morten Siqveland og Steinar Gulaker, der fortsætter:

"– At vi arbejder med Swiss Krono-produkter er vigtigt for kvaliteten af vores produktion. Materialerne er mere robuste end fra andre producenter på markedet, og der er næsten ikke noget svind. Derudover vil vi også gerne have, at det er grønne materialer, som når ud til kunderne."

For netop at værne om kvaliteten har Haugstad valgt at holde hele sin produktion i Norge.

Lagerplads hos Riisfort

Samarbejdet mellem Haugstad og Riisfort begyndte for fem år siden, da Riisfort overtog den tidligere leverandørs virksomhed, og siden har det kun udviklet sig positivt.

– Samarbejdet med Riisfort fungerer rigtig godt, og vi har en god dialog. Riisfort leverer de materialer, vi har behov for, og vi kan have materialer til opbevaring på Riisforts lager, indtil vi skal bruge dem. Vi har selv et stort lager på vores fabrik, men det er en klar styrke at kunne få leveret ekstra materiale på kort tid, siger Morten Siqveland og Steinar Gulaker.

En grøn virksomhed

Selvom Haugstad Møbel har mange år på bagen, har de formået at transformere den langsigtede forretningsplan til at være bæredygtig og efterleve FN’s Verdensmål, forklarer Morten Siqveland og Steinar Gulaker.

– Vi har implementeret cirkulær økonomi i virksomheden, hvor man blandt andet kan returnere sine brugte Haugstad-møbler. Herefter vil møblerne blive re-designet af elever fra ungdomsskoler som led i et forløb om entreprenørskab, hvor de tages med fra start til slut i en produktion.

Derudover samarbejder Haugstad med universiteter og deltager i forskningsprojekter omkring bæredygtighed og digitalisering.